摘要:Artiklen anskuer bedømmelse og karaktergivning som en praksis, der udføres af konkrete mennesker i konkrete situationer, og diskuterer på den baggrund, hvori evalueringskompetence består. Tesen er, at det er etisk og kompetencemæssigt problematisk at være en ‘dreyfusiansk’ intuitiv ekspert i karaktergivning, og at evalueringskompetence i stedet bør være en ‘viden i praksis’, forstået som en enhed af sprogligt artikulerbare mål, praktisk kunnen og personlige erfaringer med studenterpræstationer. En udskiftning af 13-skalaen hævdes at kunne være et incitament til igangsætning af refleksion over kriterier for bedømmelse.